26 oktober 1935 åbnede min far tandlæge Stig Therkelsen en meget moderne tandlægeklinik på adressen Frederikssundsvej 168 i Brønshøj.
Byggeriet af ejendommen var knap færdigt, da den første patient satte sig i det ultra moderne venteværelse (min fars stue), der var udstyret med italienske funkismøbler i særklasse. Ingen kunne tage fejl af, at der var kommet en tandlæge til Brønshøj, da altanen i 2.sals højde udvendigt var forsynet med TANDLÆGE i storskrift.
Kørte man forbi i 5eren, som dengang var sporvogn, så man straks hvor tandlægen boede. Patienterne valfartede til for at se venteværelset og klinikken og for at blive behandlet af landets hidtil yngste tandlæge (færdig som 19årig i 1930), og som oven i købet havde arbejdet i Schweitz!
|